Legenden om Kirsten Piils Kilde

Piil & Co's Kildemarked

April 2012

Uddrag af: Historien om verdens ældste forlystelsespark af Allan Mylius Thomsen, 2008

Legenden om Kirsten Piil fortæller, at en ung og uskyldig pige en aften i 1583 for vild i den mørke Boveskov nord for København. Hvad hun har lavet der, ved ingen. Måske havde hun været på besøg i landsbyen Stokkerup, der lå på den nuværende slette neden for Eremitageslottet.

Kirsten Piil flakkede hjælpeløst rundt i den mørke skov, da en kilde pludselig sprang ud af en skrænt og viste hende vej mod København. Historien om dette mirakel bredte sig, og folk søgte kilden for at drikke af det helsebringende vand.
 
Der er flere folkesagn om denne Kirsten Piil. Sagn, der pludseligt begynder at blomstre i litteraturen, da guldalderen rammer Danmark. Et af disse sagn fortæller om en uskyldig jomfru, der blev solgt som slave af tyrkerne. Et andet fortæller om en klog kone, der boede i Larsbjørnsstræde i København. Hun solgte helsebringende vand på flasker fra en kilde i Boveskoven. En legende, der falder godt i tråd med traditionen om de hellige kilder. 
 
Når de besøgende ankom til kilden, blev de først slået med gysen og ærefrygt ved synet af de mange krykker, gennemsivede bandager og stokke, som helbredte kildegæster gennem årene havde efterladt. Herefter ofrede den besøgende ved at kaste en mønt i kilden.
 
Den blev passet af ”kildekonen” – en klog kone – som de tilrejsende henvendte sig til. Hun fik en skilling og tilspurgte så den tilrejsende, om vedkommende havde medbragt et krus, som ingen havde drukket af før. Det havde den kilderejsende naturligvis. Herefter fyldte kildekonen kruset med kildevand, som den syge drak af. Så bød kildekonen den tilrejsende at knuse kruset, hvorved den syge på symbolsk vis knuste sygdommen.
 
For at turen skulle være effektiv, måtte den kilderejsende sove ved kilden natten over. Under hovedet skulle patienten have jord fra kilden, som kildekonen havde hentet og pakket ind i et klæde. Denne behandling virkede mod alskens sygdomme og handicap. På den baggrund kan historien om Kirsten Piils helsebringende vand sagtens være sand. Indtil 1859 var drikkevandet i hovedstaden skident og direkte sundhedsfarligt. Så hellere en klog kones vand på flaske fra en helsebringende kilde.
 
Kilden genopdages
Efterhånden bliver Kirsten Piils Kilde åbenbart glemt. Københavnerne valfartede dog stadig til de øvrige hellige kilder. En dag i 1732 vandrede den kongelige dansemester Heinrich Brinckmann en tur i Dyrehaven. Han genfandt Kirsten Piils Kilde, som han besluttede at rense og sætte i stand. Sammen med sin ven, parykmager Greve, lod han det nyrenoverede kildespring markere af en sten med følgende indskrift:
 
Naturen viser her,
hvad godt den har i Eje. 
Da Kilden brød ud af hinde
skjulte Veje,
Kirstine Piil var den, 
som fandt det Kilde-Vand, 1583.
Som blev ved Brinchmann og ved Greve sat i Stand, 1732
 
Kildeindfatningen blev fornyet i 1750, hvor den nuværende inskription blev sat op. I mellemtiden havde Boveskoven ændret sig. Allerede i 1669 havde den jagtglade Frederik III indrettet en indhegnet dyrehave, Stokkerup Dyrehave – der var opkaldt efter den lille nabolandsby. Den måtte dog lade livet, da Christian V i 1670 afløste sin fader på tronen. Han havde som kronprins opholdt sig ved Solkongen Ludvig XIV’s hof. Her havde han lært at elske parforcejagt. Jægerne red dyrene så udmattede, at de kunne dræbe dem med hirschfængeren – et firbladet stikinstrument. Det krævede plads. Derfor udvider kongen sin fars dyrehave til det firdobbelte med navnet Jægersborg Dyrehave. Stokkerup måtte flyttes, så den jagtglade majestæt kunne få plads til sin hobby. I Nordsjælland var der mange forladte gårde efter svenskekrigene i 1658-60. Hertil blev Stokkerup-bønderne ”forflyttet”. Som kompensation fik de dog ”trende Aars Frihed for alle Skatter samt Landgilde og Hoveri”. 
 
Selv om Dyrehaven var kongens, havde gøglere og beværtere allerede i mange år ved kildetid slået deres telte op omkring Kirsten Piils Kilde. Det er Frederik V, der i 1746 officielt åbner haven og i 1756 giver helt fri adgang ”ligesom i forrige tider må det være alle skikkelige folk tilladt at indpassere og divertere sig i den kongelige Dyrehave”. Men hvis folk ville fornøje sig, måtte de også yde til sociale formål. 
Allerede i 1754 opsættes ved kilden en såkaldt ”fattigblok”. En aflåst indsamlingsbøsse, hvor de af kildegæsterne indkastede penge gik til fordel for stiftelsen Gentofte-Lyngby Hospital. Teltholderne skulle også betale. 
I middelalderen betalte handlende i byerne afgift for deres stadepladser. Så teltholderne har fra tidernes morgen ved kildetid betalt stadeafgift til Gentofte-Lyngby Hospital for deres plads i skoven. Den enkelte stadeholder skulle hvert år søge sit stade, og der var ingen garanti for, at han fik det igen året efter.
 
Dyrehavsbakken vokser frem
Selv om lægevidenskaben blev bedre, søgte folk stadig ud til de hellige kilder ved midsommer. Måske ikke så meget for at blive helbredt af vandet, men for at få en festlig aften i det fri, hvor de blev beværtet og underholdt af gøglerne. Københavnerne vandrede ud af den stinkende og beklumrede by og forlystede sig i det fri i den korte kildetid, der dengang var fem uger. De øvrige kilder i Københavns omegn sandede med årene til. Efterhånden var kun Kirsten Piils tilbage. Bag den og på den nærliggende bakke slog beværtere og gøglere deres telte op, så gæsterne kunne beskænkes og underholdes.
 I 1768 skriver et tidsskrift efter Sankt Hans om, ”At der er ligeså mange gæster i Dyrehaven denne aften, som værterne i København har gæster Fastelavns mandag”.
 
Mellem telte og fjælleboder var jublende sang og højrøstede glade gæster, fra gyngerne klingede den tyrkiske slagtøjsmusik, sangerinder, der betjente harper og guitarer, keglebaner, vaffelboder, udsalg af kurve, knaldperler og blanksværte. Mellem det hele løb unge jøder rundt og falbød hollandske cigarer og tændte lunter. Beriderselskaberne trak mange besøgende, da mange af de mandlige gæster kunne ride. Så disse rideopvisninger havde et sagkyndigt publikum. Fra de første tider er forestillingerne i gøglerteltene blevet annonceret af veltalende rekommandører. De kom ud på balustraden foran teltet og startede ofte deres salgstale med et trut i en trompet. Der var indbyrdes aftaler om, hvornår forestillingerne begyndte, så rekommandørerne ikke kom til at råbe i munden på hinanden. 
 
Men der var også tid til en dram. En gammel pebersvend undrer sig meget over, at han næste dag har voldsom hovedpine efter at have drukket kildevand. Der var dog også moralske røster, der advarede mod kildeløjerne. Holberg lader i komedien ”Kilderejsen” sin Jeronimus vrisse, at ”disse kilderejser gjordes af devotion (fromhed, ydmyghed) i gamle dage, men nu tror jeg, at hvert andet telt er et horehus”. Det var også Holberg, der diplomatisk kaldte de mindre ærbare damer, der ved nattetide sværmede omkring kilden, for ”natfrøkner”.
 
En tjenestepige i København lod sig aldrig fæste, før hun havde sikret sig en hel fridag midt på sommeren til en Bakketur. I et “Sct. Hansaftens-Spil” lader Oehlenschläger en tjenestepige juble: ”Så skal vi i skoven, en herlig sag, skovturen er min bedste dag, det er den eneste dag, jeg må gå for min madamme med solhat på”. Dengang var det det forbudt for tyendet at gå med hat resten af året.
 
En kilderejse til Dyrehavsbakken var en omstændelig affære. Turen blev planlagt i god tid. Familier eller selskaber kørte i hestevogne. Nogle red, og andre vandrede hele vejen. På grund af Strandvejens dårlige forfatning tog kildegæsterne vejen over Gentofte og Ordrup. De kom først ud til kysten ved det nuværende Hvidøre. Med grønt løv i hatten drog selskaberne syngende ind gennem De Røde Porte, slog sig ned omkring kilden og pakkede madkurve ud.
 
Her blev der udskænket vin, punch, øl og brændevin. Der var også telte, hvor den nymodens kaffe blev serveret. Gøglere og beværtere boede selv under primitive forhold bag teltene og hentede vand til deres forretninger fra kilden. Blandt fornøjelserne var også primitive pariserhjul, de såkaldte ”møllegynger” eller ”russiske gynger”, der naturligvis blev betjent ved håndkraft.
 
Disse forlystelser var populære selv på højeste sted. I 1765 kunne bogtrykker Berlings ”Københavnske Tidende” fortælle, at dronning Caroline Mathilde sammen med enkedronningen og arveprins Frederik havde været i Dyrehaven Sankthansdag ”ved den derværende og bekendte sundhedskilde, hvor vel hele sommeren igennem, men især på denne dag og aftenen før, en stor mængde af Københavns indvånere plejer at indfinde sig”. Hos de kilderejsende københavnere var ”glæden iblandt samme over de høje herskabers nærværelse og hulde åsyn endnu større”. 
 
Alt imens gæsterne nød mad og drikke, blev de underholdt af sang og dans. En gæst i 1768 fortæller: ”Vi adhørte nu adskillig Musik, saae i Perspectiver, og ansaae én, som gjorde Kunster paa en slap Line bundet imellem tvende Træer”. Det var sognefogeden og tingmanden fra Lyngby, der sammen med tilsagte husmænd skulle sikre lov og orden. Men de blev hurtigt så berusede, at de skabte mere ballade end orden.
 
Dyrehavsbakkens ry bredte sig ud i Europa. Fra alle lande strømmede gøglere og kunstnere til Dyrehaven i kildetiden. Den folkelige forlystelse havde for alvor slået rødder i Kongens Dyrehave.